Jump to content

REIntegrate

REIntegrate voksede ud af AAU og ind i stor inter­national virksomhed

Et PtX-anlæg placeret hos AAU Energi, 20 millioner kroner fra Energistyrelsen og ikke mindst en vision om at fremstille metanol af grøn elektricitet. Det var virkeligheden for REIntegrate, der i dag er en integreret del af European Energy med over 800 ansatte.

REIntegrate

REIntegrate voksede ud af AAU og ind i stor inter­national virksomhed

Et PtX-anlæg placeret hos AAU Energi, 20 millioner kroner fra Energistyrelsen og ikke mindst en vision om at fremstille metanol af grøn elektricitet. Det var virkeligheden for REIntegrate, der i dag er en integreret del af European Energy med over 800 ansatte.

Af Astrid Helene Mortensen og Nelly Sander, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: REItegrate

Der er stadig fart på PtX-planerne i det, der startede som en vision hos daværende AAU-professor og medstifter af virksomheden REIntegrate, Søren Knudsen Kær. Et velfungerende testanlæg i Sønderjylland og 400 millioner på lommen til at bygge det næste er de nære fremtidsudsigter for den teknologi, som den nordjyske spinoutvirksomhed REItegrate kickstartede i samarbejde med universitetet og en række investorer. Efter knap fire år valgte European Energy at opkøbe og integrere REIntegrate i sin fremgangsrige virksomhed.

Anlæg frem for tykke bøger

Søren Knudsen Kær var professor i over 20 år, før han tog springet og startede virksomhed. Til at komme fra tanke til handling fik han hjælp af Open Entrepreneurship – en organisation, der arbejder tæt sammen med universiteter og forskere for at udvikle forretningsmodeller og støtte iværksætteri. 

“Det var sådan set ét projekt, som skubbede det i gang, og nærmest var forudsætningen for det hele,” fortæller Søren Knudsen Kær, som i dag er teknologichef i PtX-afdelingen hos European Energy.

Denne første aktivitet var projektet Power2Met, hvor de i samarbejde med AAU Energi og andre parter designede og byggede et el-til-metanol anlæg. Anlægget blev bygget på Aalborg Universitet og begyndte at producere i 2020. Og det var et særdeles vigtigt skridt, fortæller Søren Knudsen Kær:

"Det, der lykkes kommercielt, er ofte det, der kan vise noget i virkeligheden. Det er bare meget mere overbevisende for investorer og andre, at man har et eller andet, man kan røre ved, fremfor at man har lavet en masse beregninger og en tyk rapport.”

REIntegrate har ikke kun bidraget til teknologisk innovation, men også til skabelsen af arbejdspladser.

Søren Knudsen Kær, teknologichef i PtX-afdelingen hos European Energy

Arbejdspladser i Nordjylland

Søren Knudsen Kær er ikke i tvivl om, at samarbejdet med AAU i sin tid var afgørende for REIntegrates succes med at finde investorer. Og selvom REIntegrate-navnet ikke længere eksisterer, lever ideerne og teknologierne videre i European Energy.                            

”REIntegrate har ikke kun bidraget til teknologisk innovation, men også til skabelsen af arbejdspladser. Virksomheden startede med en lille kerne af ansatte her i Nordjylland, som udviklede de første koncepter. Efter opkøbet har European Energy fortsat med at investere i området og skabe yderligere jobs,” slutter Søren Knudsen Kær.