Jump to content

News

Unik powerchip kan blive et nyt erhvervseventyr

Published online: 15.04.2026

Forskere fra Aalborg Universitet har produceret en powerchip, der er markant billigere end de aktuelt bedste på markedet. Nu er ambitionen at videreudvikle chippen til industrielt brug.

News

Unik powerchip kan blive et nyt erhvervseventyr

Published online: 15.04.2026

Forskere fra Aalborg Universitet har produceret en powerchip, der er markant billigere end de aktuelt bedste på markedet. Nu er ambitionen at videreudvikle chippen til industrielt brug.

Af Caspar Birk, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Lasse Møller Badstue

Forskningen kort fortalt: Powerchip i galliumoxid

  • Forskere fra Aalborg Universitet har udviklet en powerchip i galliumoxid med ydeevne på niveau med de bedste effektchips. Chippen kan produceres til en tredjedel af prisen sammenlignet med siliciumkarbid.
  • Udviklingen har været undervejs i knap halvandet år. To forskere konstruerede chippen på to uger i en japansk fabrik. AAU har investeret et millionbeløb og søgt midler til videre udvikling mod industrielt brug.

Resuméet er lavet af AI og godkendt af AAU Kommunikation & Public Affairs.

De findes i vindmøller. De findes i varmepumper. De findes, hvor der er brug for stærk og sikker energiforsyning.

Det drejer sig om powerchips, og et hold forskere fra Aalborg Universitet har fremstillet en unik powerchip baseret på materialet galliumoxid. Det er der flere gode grunde til at være stolte over og glade for, siger Stig Munk-Nielsen, professor på Institut for Energi på Aalborg Universitet.

”For det første er chippen meget billigere at producere end de traditionelle powerchips, der laves af siliciumkarbid. Vi kan opnå ydeevnen af de aktuelt bedste effektchips til en tredjedel af prisen. Dernæst vil en produktion af powerchips herhjemme give Danmark forsyningssikkerhed inden for et område, som har utrolig stor indflydelse på dansk økonomi,” siger Stig Munk-Nielsen med henvisning til blandt andre Vestas, Grundfos og Danfoss, der alle bruger powerchips i deres produktioner.

Foto: Lasse Møller Badstue

Millioninvestering skal accelerere udvikling

Projektet har været undervejs i knap halvandet år, siden Stig Munk-Nielsen på en konference i USA kom på ideen til at producere en powerchip i galliumoxid. Kort tid efter faldt han over en fabrik i Japan, hvor man kan producere powerchips til en brøkdel af hvad det normalt koster.

”En af forskerne på teamet har en fortid i den japanske chipindustri, så jeg sendte ham og en anden forsker af sted. På blot to uger konstruerede de denne unikke powerchip,” siger Stig Munk-Nielsen.

Planen er nu at købe maskiner magen til, så man kan producere og udvikle chippen til industrielt brug. Der er søgt om midler hos Innovationsfonden, ligesom Aalborg Universitet selv har spyttet et millionbeløb i projektet.

”Vi investerer for at accelerere en udvikling i en chip med det klare mål, at der skal starte produktion i regionen og i Danmark. Det er strategisk vigtigt for Danmark og Europa at få egen produktion af powerchips,” siger Lars Storm Pedersen, institutleder på AAU Energy.

Foto: Aalborg Universitet

Drømmer om erhvervseventyr

Projektet har også opbakning fra flere interessenter, heriblandt Polyteknik A/S, der er en virksomhed med tætte forbindelser til netop Aalborg Universitet.

Virksomheden bygger udstyr til chipproduktion, har hovedkontor i Østervrå og er netop i gang med at opføre en ny fabrik i Hjallerup. De går ind i samarbejdet med en klar ambition:

”I Polyteknik har vi en naturlig interesse i, at der på sigt skabes et større cluster af virksomheder relateret til chipindustrien. Det vil være en vækstkatalysator for chipudvikling og -produktion i Nordjylland,” siger Jens William Larsen, CEO i Polyteknik.

Og idémageren bag den unikke powerchip har da også store drømme med hensyn til, hvad projektet kan føre til.

”På verdensplan er powerchips blot en niche af chipsområdet, men i Danmark er det kæmpestort. Derfor ønsker vi at skabe et miljø, hvor nye virksomheder kan vokse op omkring udviklingen af powerchippen. Det vil styrke forskningen på universitetet, skabe arbejdspladser og gøre Nordjylland til en powerhub for chipteknologi,” siger Stig Munk-Nielsen.

Kontaktinformationer

Stig Munk-Nielsen
Professor
Head of Section: Power Electronics System Integration and Materials
Institut for Energi
Aalborg Universitet
Tlf.: 22 91 50 29
Mail: smn@energy.aau.dk

Jens William Larsen
Direktør og ejer
Polyteknik A/S
Tlf.: 4014 8293
Mail: jwl@polyteknik.dk